Historisk Samfund for Sønderjylland
 startside
 Information
 Bliv medlem
 Årbog
 Sønderjysk Månedsskrift
 Bognyt
 Bogbestilling
 Arrangementer
 Styrelser
 Vedtægter
 Links

Sønderjyske Årbøger 2005
Red. af Axel Johnsen, Tina Sahl Lydiksen og Jesper Bolund Nielsen, 392 sider, indbundet og illustreret.

Sønderjyske årbøger 2005 indeholder i år i alt fem artikler, der spænder over et bredt udsnit af den sønderjyske historie:

Forskningschef John T. Lauridsen kommenterer og analyserer den enestående protokol for det danske nazistparti DNSAP’s aktiviteter i Sønderjylland i årene 1943 og 1944. Protokollen blev i 1984 fundet i et hus i Rødekro, og det er den eneste bevarede protokol fra partiets arbejde på lokalt plan. Den giver et sjældent indblik i partiarbejdet, forholdet til besættelsesmagten, og i fodfolkenes utilfredshed med opløsningstendenserne i partitoppen i slutningen af besættelsestiden. Forskningschef John T. Lauridsen giver en indføring i partihistorien, fortæller om personerne, skæbnerne og om de kildekritiske problemer, der gemmer sig i dette sjældne dokument. Protokollen gengives i sin helhed sidst i artiklen.

Arkivar Erik Nørr har undersøgt hvilke principper der blev anvendt ved lærerafskedigelser på Nordborg Skole i 1920’erne. Artiklen viser, at det omstridte SIFU-princip (sidst ind - først ud) ikke blev opfundet i 1980’erne, hvor der var stor arbejdsløshed blandt lærere. Diskussionen om afskedigelsesprincipperne havde man allerede på Nordals i 1920’erne, da elevtallet af forskellige årsager faldt drastisk dér. Et stort spørgsmål var, om man skulle benytte SIFU-princippet eller skønsprincippet, hvor der blev taget hensyn til faglige og personlige forhold.

Bibliotekar Jesper Bolund Nielsen skildrer, hvordan spejderbevægelsen i Flensborg efter genforeningen blev et meget synligt led i det dansknationale arbejde. Målet var at (gen)vinde Flensborg for danskheden med tiden. Men spejdernes klare nationale holdning førte til opgør med KFUM, kommunismen og nationalsocialismen.

Lektor Christian Bo Bojesen tegner i sin artikel et billede af skovens tilstand og udbredelse omkring Sønderborg fra 1500-1800. Træ udgjorde en vigtig ressource, og skoven har som leverandør af bygningsmaterialer og brændsel været en vigtig forudsætning for udviklingen af by- og landbrugssamfundet. Historien om skoven som ressource er historien om en langvarig konflikt mellem menneske og miljø.

Cand. mag. Lisbeth Aagaard Larsen har fået guldmedalje ved Århus Universitet for sin undersøgelse af foreningsdannelsen i Brede Sogn sidst i 1800-tallet. I tiden efter Grundloven skete der en en voldsom vækst i foreningsdannelser blandt landbefolkningen, hvor især gårdmændene blev aktive i lokalsamfundet. I Brede Sogn startede det første folkelige initiativ i 1875 med oprettelsen af en sparekasse, og i 1886 blev der dannet et andelsmejeri. Det blev begyndelsen på en omfattende organisering af nye foreninger i sognet. Lisbeth Aagaard Larsen ser nærmere på baggrunden for foreningerne: Hvem stod bag dem, og hvordan var arbejdsbetingelserne for disse driftige folk?

Derudover indeholder Sønderjyske årbøger værdifulde præsentationer og anmeldelser af de væsentligste udgivelser af bøger, CD-rom’er og videoer med historisk stof om Sønderjyllands og grænselandets historie, og endelig gives der en komplet oversigt over det omfattende lokalhistoriske arbejde, der blev udført i 2004.

Adresse: Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
tlf: 74 62 46 83 Email: hssdj@hssdj.dk
..................................