Historisk Samfund for Sønderjylland
 startside
 Information
 Bliv medlem
 Årbog
 Sønderjysk Månedsskrift
 Bognyt
 Bogbestilling
 Arrangementer
 Styrelser
 Vedtægter
 Links

Sønderjyske Årbøger 2007
Red. af Axel Johnsen, Tina Sahl Lydiksen og René Rasmussen, 395 sider, indbundet og illustreret.

Sønderjyske Årbøger 2007 indeholder som altid artikler fra alle hjørner af landsdelen.

Erindringer fra 1950’erne
Årets forsidehistorie handler om Tønder-egnen i 1950'erne. Thomas Petersen fortæller levende og uden sentimentalitet om, hvordan han som dreng og ung mand voksede op på et lille husmandssted i Tidsholm øst for Tønder. Her var der hverken anderumper, asfaltballer eller biler med krom og finner. Selv strøm, telefon eller rindende vand blev aldrig en del af hverdagen. Kun jernbanen med dens luntende brune motorvogne på vej til og fra Tinglev mindede om, at der var en verden på den anden side af sognegrænsen. Vi får et spændende indblik i gårdens lille selvforsynende univers; vi hører om de afsavn, denne livsform indebar, og om de glæder og fornøjelser, som der trods alt blev plads til. Vi hører om livet i landsbyskolen, i kommuneskolen og om det store spring til gymnasiet i Tønder, hvor der åbnede sig en helt ny verden for den unge og videbegærlige Thomas. Her blev der diskuteret storpolitik, holdt fester og afprøvet grænser - i det omfang 1950'ernes sociale og moralske begreber tillod det. Da Thomas Petersen i 1957 steg på toget mod Tinglev for at blive soldat, mistede gården en tredjedel af arbejdskraften. Forældrene solgte hestene og gården og flyttede ind til byen.

De sønderjyske byers historie
Hans Schultz Hansen giver en samlet fremstilling af de sønderjyske byers historie i perioden 1830-1914 med fokus på byernes status, befolkningsudvikling, handel, politisk organisering og infrastruktur. Artiklen er en opfølgning på Sønderjyske årbøger 2006, hvor Lars N. Henningsen skrev om de sønderjyske byer i den foregående periode ca. 1700-1830.

Sygepleje under krigen i 1864
Dagmar Bork fremlægger et nyt materiale om danske og tyske diakonisser i lazarettjeneste i 1864. Nyere tids professionelle sygepleje tog sin begyndelse i midten af 1800-tallet og udsprang af diakonissebevægelsen i Tyskland. Målet for diakonissernes arbejde var omsorg for syge og svage, og sideløbende hermed blev ideen udbredt til mange lande, herunder Danmark. Under krigen 1864 deltog diakonisser for første gang i lazarettjeneste. Ikke mindst gennem denne indsats blev bevægelsen kendt, anerkendt og udbredt med dens holistiske syn på sygepleje – pleje til både legeme og sjæl.

Forbrydelse og straf i middelalderens Sønderjylland
Mogens Christensen har undersøgt kirketugten under hertug Hans den Ældre 1544–1580. Efter reformationen blev store dele af kirkeinstitutionen lagt ind under staten. Det betød bl.a., at gejstligheden fik en række verdslige opgaver og kom til at optræde som statstjenere. Den lokale sognepræst skulle, foruden at forkynde Ordet, kontrollere og disciplinere menigheden og se til, at forbudene mod hor, druk og luksus blev efterlevet. Præsten blev det verdslige samfunds forlængede arm i den forstand, at kirken og den verdslige øvrighed ofte havde sammenfaldende politiske og økonomiske interesser. Det er et karakteristisk træk for den tidligmoderne statsbygning, hvilket hertug Hans den Ældre ikke var sen til at udnytte i sit hertugdømme.

De sønderjyske gymnasier i nazismens skygge
Kaj Sørensen fortæller om de sønderjyske gymnasieskoler i nazismens skygge 1933-1945. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev det farligt for de sønderjyske gymnasielærere at udtale sig kritisk om nazismen. Både medlemmer af det tyske mindretal og danske nazister forfulgte med næsten fanatisk nidkærhed kritiske lærere, og både Undervisnings- og Udenrigsministeriet måtte føre under besættelsen forhandlingspolitik efter princippet om at ”bøje sig for det mindre onde for at undgå det større”. Det blev vanskeligere, efterhånden som gymnasieskolerne blev arnesteder for en spirende modstand mod besættelsesmagten.

"Matyriet Sydslesvig" - en replik
Aksel Johnsens artikel "Martyriet Sydslesvig - Danske grænseaktevisters billede af Sydslesvig 1945-1950" i Sønderjyske årbøger 2006 gav anledning til en debat i dagbladene. Tidligere redaktør, cand. polit. Bjørn Svensson, Haderslev, redegør i en replik for sin kritik af ovenstående artikel.

Sår, der heler langsom
I denne artikel refererer redaktionen intryk fra debetarrangementet den 30. januar 2007 på Sønderborg Slot om det tyske mindretal og retsopgøret efter maj 1945.

Derudover indeholder Sønderjyske årbøger præsentationer og anmeldelser af de væsentligste udgivelser af bøger med historisk stof om Sønderjyllands og grænselandets historie,ligesom den indeholder en komplet oversigt over det omfattende lokalhistoriske arbejde, der blev udført i 2006.

Se præsentation af foregående års Årbog:

Adresse: Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
tlf: 74 62 46 83 Email: hssdj@hssdj.dk
..................................