Udgivet den 04. september 2016

Bordesholm og Eutin er en stor oplevelse

Ca. 160 km syd for landegrænsen har 52 historisk interesserede, flest fra Sønderjylland, set og hørt om de historiske perler i Holsten, kirken i Bordesholm og slottet i Eutin. Næsten 100 stod i kø ved tilmeldingen for nogle uger siden.

Deltagerne fik en uforglemmelig dag ud af det, takket være to fagligt kyndige og underholdende ledere, Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen. Deres frivillige indsats blev honoreret med klapsalver af de 52 heldige deltagere.

Bordesholm og Eutin er to af Holstens perler. I middelalderen var begge knyttet til den katolske kirke, og efter reformationen fik de tilknytning til Gottorperne. I Bordesholm er flere hertuger bisat + en enkelt meget selvbevidst sønderjyde fra Aabenraa, og i Eutin residerede en sidegren af de gottorpske hertuger.

I Bordesholm ser vi den prægtige klosterkirke med bronzesarkofagen for Frederik I og hans første kone (hun er dog den eneste, der endte med at ligge i den) og de senere gottorpske sarkofager. I Eutin er hovedseværdigheden slottet.

Som slottene i Sønderborg og Gottorp går det tilbage til middelalderen, men er ud- og ombygget mange gange siden.

Det rummer i dag en lang række fine rum med meget rige samlinger med tilknytning til ikke bare det gottorpske hus, men også Danmark, Sverige og Rusland. Faktisk er hele navne-galleriet omkring den danske og slesvigske historie repræsenteret, og det siger ikke så lidt – kan deltagerne bevidne!