Udgivet den 02. september 2017

Den hidtil bedste bog om livet på landet i 40’erne og 50’erne

Presse og fremmødte gæster spiste to sønderjyske specialiteter, brødtort og ingenting, da Det sønderjyske Køkken i Sønderborg lagde lokaler til offentliggørelsen af den nye bog ”Fokkegilde og flyverskjul” fra Historisk Samfund for Sønderjylland, skrevet af 80-årige Christen Duus Andersen.

- Forfatteren har udover en skarp hukommelse også en sjælden evne til levende at fortælle, flydende, klart og i et præcist sprog.  Christian Duus Andersen har simpelthen skrevet det bedste, der hidtil er set om livet på landet i 40’erne og 50’erne, oplyste Hans Schultz Hansen, formand for Historisk Samfund for Sønderjylland på pressemødet 7. juni i Sønderborg, hvor bogen blev præsenteret.

Efter at have læst bogen kan ældre nikke genkendende til bl.a. lussingerne i skolen, pløjningen med heste, det frie liv, besættelse, bombefly og drengestreger. De yngre læsere vil bl.a. forundres over de vilkår, børn havde, før vuggestuer og børnehaver eksisterede – og hvordan børns hverdag blev levet i pagt med natur og dyr.

- Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at blive forfatter som sådan, men efterhånden som jeg skrev, fik jeg lyst til at fortælle bredt om livet i Sønderjylland, om de rammer, vi levede under, og om de vilkår der gjaldt privat, i skolen og for voksne på Als i 1940’erne og 50’erne, fortæller Christen Duus Andersen på e sproch, ægte alsisk, i telefonen fra sit hjem i Klampenborg. Gården, han voksede op på, lå der, hvor der nu er benzintank på Løjtertoft i Nordborg.

Forfatteren fortæller om høst og fokkegilde, om forældrene og slægten, om gårdens andre beboere. Han beretter om årets gang, forholdet mellem mennesker og dyr, kammeraterne og skolen og skæve eksistenser på barndomsgaden Løjtertoft. Forholdene på Nordals under krigen behandles også.

Når Historisk Samfund for Sønderjylland besluttede at udgive bogen, er det fordi, den giver et værdifuldt tidsbillede, som mange ældre sønderjyder vil nikke genkendende til, men som alle generationer kan blive beriget ved at læse.

Christen Duus Andersen, årgang 1936, var først landbrugsmedhjælper. Efter værnepligt ved Livgarden blev han ansat som tjenestemand ved toldvæsenet i København, læste statsvidenskab ved Københavns Universitet og blev derefter kontorchef i Monopoltilsynet/Konkurrencestyrelsen. Bor i dag i Klampenborg.

Fokkegilde og Flyverskjul er på 149 sider og indbundet. Prisen for medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland er 138 kr., mens vejledende pris i boghandlen er 198 kr.

Køb bogen ved at linke til denne adresse: http://www.hssdj.dk/butik/boeger/fokkegilde-og-flyverskjul