En lang historie om nogle få belgiske kanoner
Belgiens Deputy Head of Mission i København, Theo Dirix, har været i arkiverne på den belgiske ambassade. Han søgte efter krigergrave for belgiske soldater, der faldt i Sønderjylland under Første Verdenskrig, og fandt en interessant brevveksling om krigstrofæer og skrot. Var de gamle kanoner, som kom tilbage til Sønderjylland efter 1920, krigsbytte, eller var det blot gammelt jern?
Og Theo Dirix-afdækningen af korrespondancen om kanonerne afdækker syv år, fra 1920 til 1927, hvor belgiske, danske og tyske diplomater og embedsmænd taler forbi hinanden og i munden på hinanden, hørehæmmede af administration og patriotisme.
En af de belgiske kanoner - på billedet smykket med granranker i anledning af Genforeningen - var en kort tid placeret ved Kredshuset i Haderslev. På Dybbøl Banke står fortsat to af kanonerne og afventer restaurering.
Han fortæller om kanonerne og deres skæbne i en artikel i februar-udgaven af Sønderjysk Månedsskrift, som Historisk Samfund for Sønderjyland udgiver og sender gratis til medlemmerne. Vi bringer et kort udpluk:
”UNDER MIN SØGEN efter belgiske krigsgrave i Danmark fandt jeg i den belgiske ambassades kælder nogle journaler fra 1920’erne. De indkommende og udgående breve fortæller ikke ret meget om vores soldaters skæbne i Første Verdenskrig, men jeg opdager en livlig korrespondance om belgiske kanoner i Slesvig - som kom tlbage til Danmark efter folkeafstemningen i 1920.
Den syv år lange korrespondance begyndte med et brev fra borgmesteren i Haderslev, som skrev således til den belgiske gesandt i København:
“Under krigen dukkede der belgiske kanoner op i distrikt Haderslev, taget som bytte under belejringen af Antwerpen. Som krigstrofæer blev de udstillet i det overvejende danske Slesvig for at vise den tyske hærs overlegenhed. Det var en arrogance, som vi dengang måtte lære at leve med. Vi beundrede vovemodet og tapperheden hos det belgiske folk, som i august 1914 stod ansigt til ansigt med en fjende, langt større i antal og bevæbnet med fænomenale krigsmaskiner, som nådesløst trampede deres smukke land under fode. Da vi så de belgiske kanoner udstillet som krigstrofæer her, tænkte vi tilbage på den svære tid og forstod, at denne heroiske modstand førte til sejren. Og hvor ulige kampen var.
Underskrevet: Thorvald Møller”