Udgivet den 10. oktober 2022

SØNDERJYLLAND – EN SÆRLIG HISTORIE

Det er titlen på den hidtil mest kompakte historiske bog om de vigtigste sønderjyske begivenheder – udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland.

 

Umiddelbart burde det være umuligt at sammenfatte Sønderjyllands spændende og omskiftelige historie fra oldtiden til i dag i en bog på blot et par hundrede sider.

Ikke desto mindre har to af de bedste kendere af landsdelens historie nu gjort det. Og det i en både tilgængelig og inspirerende form med titlen Sønderjylland – en særlig historie.

Bogens omfang sættes i relief af tidligere udgivelser. Eksempelvis kom der i midten af 1940’erne et fem binds værk om Sønderjyllands historie. Det var på mere end 2.500 sider, og så sluttede historien endda i 1920. I 2008-2009 udgav Historisk Samfund for Sønderjylland tobindsværket Sønderjyllands historie på godt og vel 1.000 sider.

Også set i det lys er det noget af en præstation af de to forfattere at formå at fortælle den særlige historie om Sønderjylland så koncentreret.

Bogen udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland i anledning af, at foreningen i efteråret i år fylder 100 år og giver bogen som jubilæumsgave til alle, der er eller bliver medlemmer af foreningen i år. Bogen kan tillige købes i boghandler eller på hssdj.dk til vejledende pris 198 kr.

På blot 208 sider afdækker bogen landsdelens lange og dramatiske historie i tekst, billeder og kort og med hovedvægt på den politiske, nationale og kulturelle udvikling, der har gjort området til noget helt for sig selv. Bogen rækker fra de første rensdyrjægeres ankomst i oldtiden og helt op til det seneste kommunalvalg.

Forfatterne Carsten Porskrog Rasmussen og Hans Schultz Hansen er begge født i 1960 og henholdsvis enhedsleder for historie ved Museum Sønderjylland og forskningsleder ved Rigsarkivet. Begge har gennem årene skrevet og redigeret talrige bøger og artikler om mange emner inden for landsdelens historie i tråd med udgiverens formål: At udbrede kendskabet til Sønderjylland og at nære sansen for landsdelens helt særlige historie.

Bogen kan købes i hjemmesidens Butik. Pris medlem: 138 kr. Ikke medlem: 198 kr.

--

Billedtekst:

Foto på hjemmesidens forside

Billedet på omslagets forside viser HM Dronning Margrethe foran de danske sønderjyders forsamlingshus Folkehjem i Aabenraa den 13. juni 2021 i forbindelse med markeringen af 100‐året for Genforeningen. Motivet rekonstruerer opstillingen ved Christian 10.s og den øvrige kongelige families besøg den 10. juli 1920. Foto: Aabenraa Kommune/Preben Matthiesen.

Billedet på omslagets bagside viser en rekonstruktion af Sønderjyllands mest berømte oldtidsfund, de to guldhorn fra 400‐450 e.Kr., som blev fundet ved Gallehus ved Møgeltønder i 1639 og 1734.

Foto på denne side

Forfatterne Carsten Porskrog Rasmussen og Hans Schultz Hansen med 3 udgaver af Sønderjyllands historie.