Udgivet den 06. juli 2017

Sønderjysk æblesaft og pærekraft er et af temaerne i Sønderjysk Månedsskrift

Det nyeste nummer af Sønderjysk Månedsskrift bringer læserne rundt fra reformationen i Husum, til den grundige nedrivningen efter reformationen af Skt. Annas kapel i Aarup syd for Aabenraa, til Flensborg og redningen af den sønderjyske kirkekunst fra katolsk tid og til Als og de sønderjyske frugtsorter.For nok er Sønderjylland særligt kendt for Gråsten-æblet. Men med udgangspunkt i Claus Petersen Matthiesen og dennes værk, ‘Dansk Frugt’ ser museumsinspektør Mads Mikkel Tørsleff, Museum Sønderjylland - Oldemorstoft, nærmere på de øvrige, mindre kendte eller endda helt glemte sønderjyske frugtsorter. Og han ser på, hvorvidt de kan tænkes stadig at findes. Listen over danske frugtsorter med dybe rødder i hans alsiske hjemstavn er lang.Månedsskriftet fortæller om arbejdet på Oldemorstoft med at få sønderjysk æblesaft og pærekraft til at genopstå af sønderjysk muld.

 

Månedsskriftet for juli rejser også et spørgsmål i forbindelse med reformationsjubilæet; nemlig hvorfor Reformationen i Danmark, der officielt blev indført i 1536, fik et så forholdsvis roligt forløb? Det har fhv. sognepræst Jens Bruun nogle gode svar på med afsæt i billedsproget i altertavlerne fra omkring år 1500.

Endelig bringer månedsskriftet fra Historisk Samfund for Sønderjylland, der udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland og Kulturfokus, en artikel om Civilbeskyttelsens Udrykningstjeneste under 2. verdenskrig, som var ubevæbnede og hjalp til ved ildebrand og ambulancekørsel. Modtagelsen af frigivne koncentrationslejrfanger i en elendig forfatning gjorde et uudsletteligt indtryk på Svend Hansen, fhv. ejer af Henneberg Ladegaard, der som ung mand gjorde tjeneste ved Civilbeskyttelsens Udrykningstjeneste.

--

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland modtager månedsskriftet gratis. Andre kan købe det ved henvendelse til Historisk Samfund for Sønderjylland.