Udgivet den 02. februar 2020

Stor bogsamling sættes til salg

Benyt derfor denne enestående lejlighed til at få suppleret din sønderjyske bogsamling - til yderst rimelige priser.

Historisk Samfund for Sønderjyllands mangeårige og initiativrige formand, landsarkivar Peter Kr. Iversen (1914-2000), efterlod sig en omfattende bogsamling, som hans efterkommere har foræret til Historisk Samfund. Denne gave er vi meget taknemmelige for, og vi har udtaget en stor mængde bøger om Sønderjyllands historie, som nu sættes til salg til fordel for foreningen.

Der er adskillige sjældne værker iblandt, og mange er fornemt indbundet. Samlingen afspejler Iversens store interesse for sønderjysk topografi med mange bøger om byer og sogne samt hans engagement i landbrugets historie. Dertil kommer et rigt udvalg af personal- og slægtshistoriske bøger, ligesom kirke- og skolehistorien er fyldigt repræsenteret. Og så er der naturligvis mange bøger om de nationale modsætninger mellem dansk og tysk og flertal og mindretal. Iversen sad i adskillige bestyrelser, hvorfor man kan finde bøger bl.a. fra Studieafdelingen i Flensborg - og så selvfølgelig fra Historisk Samfund.

Benyt derfor denne enestående lejlighed til at få suppleret din sønderjyske bogsamling - til yderst rimelige priser. Du kan komme og se samlingen igennem og gøre en god handel ved at møde op på Rigsarkivet i Aabenraa, hvor vi ekstraordinært holder åbent  lørdag den 29. februar kl. 10-14.

Der kan kun betales med kontanter eller MobilePay.