Udgivet den 06. januar 2020

Valgkampen om den nye grænse er i gang

I disse dage og uger for 100 år siden blev der i hele Slesvig kæmpet hårdt - men med forholdsvis fredelige midler iblandet fake-news og hærværk i en følelsesladet valgkamp om den nye landegrænse. Oplev det ved 3 spændende arrangementer.

 

Hvordan valgkampen om den nye grænse udviklede sig i 1920, kan alle interesserede få genopfrisket med de tre arrangementer, som Historisk Samfund for Sønderjylland åbner 100-året for Genforeningen med over de kommende uger i henholdsvis Toftlund, Aabenraa og Sønderborg.

Første gang er på tirsdag den 14. januar kl. 19 på Musik- og Teaterhøjskolen, Herrestedgade 6-8 i Toftlund, hvor krigen på valgplakater og spændingerne især i Flensborg er i fokus. Alle interesserede er velkomne og tilmelding er unødvendig.

Klaus Tolstrup Petersen fra Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig fortæller om, hvordan den anspændte tid op til afstemningen i Mellemslesvig udviklede sig, mens Elsebeth Aasted Schanz fra Plakatmuseet i Aarhus viser og fortæller om, hvad forskellene var på de mange iøjnefaldende plakater, der skulle overbevise vælgerne om, hvor de skulle sætte deres stemme.

Aftenen vil give et stærkt indtryk af, hvordan den voldsomme agitation gennem nødpengesedler, flyveblade og gennem de såkaldte afstemningsplakater gik for sig. Navnlig i Flensborg blev der udkæmpet en voldsom krig på plakater.

Efter aftenen om valgplakater og spændinger følger afstemningsfesten på Folkehjem i Aabenraa den 10. februar, der for længst er udsolgt, og det tredje arrangement er på Sønderborg Slot den 13. februar og kræver ikke tilmelding. Det bliver en levende valgaften om folkestemningen og resultaterne af afstemningen den 10. februar i Nordslesvig og den 14. marts i Sydslesvig.

Desuden supplerer Historisk Samfund for Sønderjylland med en ny bog om Genforeningens arkitekt: H.P. Hanssen 1914-1936, skrevet af foreningens formand, dr.phil. og forskningsleder i Rigsarkivet i Aabenraa, Hans Schultz Hansen. Bogen kan købes fra 10. februar i boghandlen for 248 kr.

 

Billedtekst:

Afstemningsplakat 1920, tegnet af Thor Bøgelund Rigsarkivet.