Nyheds arkiv

11-04-2018

Hjemmeside om 1. verdenskrig er en historisk sønderjysk succes


I dag den 11.april 2018 kl. 11 er der syv måneder til, at 1. verdenskrig for 100 år siden sluttede med våbenstilstanden.

Dag for dag har danskerne siden juli 2014 kunnet følge optakten til krigen og sønderjydernes liv på fronterne og herhjemme. På internettet, på den i historien mest besøgte historiske sønderjyske hjemmeside nogensinde, ”Sønderjyderne og den store krig 1914-1918” er der fortalt et utal af historier plukket fra alskens kilder, f.eks. dagbøger fra de sønderjyske krigsdeltagere og fra omtaler i de sønderjyske dagblade. Lige nu er 12 frivillige knyttet til projektet, ulønnet. I omegnen af 7.000 sider og 5.500 indlæg er nu at læse på hjemmesiden – mange af dem er individuelle personsider for sønderjyske krigsdeltagere.

Idémanden bag hjemmesiden, René Rasmussen, medlem af styrelsen i Historisk Samfund for Sønderjylland og museumsinspektør i Sønderborg, tror nu på, at besøgstallet på hjemmesiden vil runde 3 millioner sidevisninger, før 11.11.2018.

- Nu er vi så langt, at jeg er gået fra et håb til en klar forventning om, at vi når op på at runde 3 millioner visninger. Vi startede i juli 2014 med at følge de sønderjyske avisers beretninger om den spændte politiske situation i Europa.

Den store sønderjyske succes med hjemmesiden sættes i relief af, at en tilsvarende om krigen 1864 efter to år nåede op på 250.000 sidevisninger, hvor ”Sønderjyderne og den store krig 1914-18” efter to år passerede 1,5 million. Dagligt har vi 700-1.100 besøg på hjemmesiden og flere end 250.000 brugere har været inde på hjemmesiden siden juli 2014. Vi har op imod 90.000 sidevisninger pr. måned, nogle måneder tæt ved 100.000 sidevisninger.

De første tre år udgav vi mere end 4.200 indlæg. Det er et gennemsnit på 3,8 indlæg om dagen. Og stille og roligt er alle de andre sider kommet med:

soldaterbiografier
scannet litteratur
fotos og arkivalier
leksikon
lister over faldne
lister over desertører
lister over krigsfanger
lister over DSK-medlemmer

… og meget, meget mere!

Det hele kunne ikke lade sig gøre uden en stab af frivillige, som lægger et meget stort arbejde i hjemmesiden.

.

Intet tyder på, at interessen er dalende – tvært imod! I starten var hjemmesiden mest besøgt i weekenden. Nu er det vendt til, at vi har flest besøg i hverdagen, fordi skoler i høj grad bruger hjemmesiden i undervisningen. Vi modtager også fortsat næsten dagligt forespørgsler fra forskere, forfattere, filmfolk, universitetsstuderende, lokalhistorikere, slægtsforskere, gymnasie- og skoleelever – og vi forsøger at svare så godt vi kan.

Mere end 400 efterkommere efter krigsdeltagere har sendt os materiale (både originalt og scannet/kopieret).

Det er alt lige fra et enkelt feltpostbrev over hele fotoalbums til lange, håndskrevne krigsberetninger.

 

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk