Nyheds arkiv

29-04-2019

Opfordring til byrådet i Aabenraa: Flyt H.P. Hanssen-monumentet til Genforeningsparken ved Folkehjem

Denne udtalelse/opfordring til byrådet i Aabenraa blev vedtaget på Historisk Samfund for Sønderjyllands årsmøde den 27. april 2019, der blev holdt på Jaruplund Højskole ved Flensborg:

 

"Historisk Samfund for Sønderjylland har med glæde noteret, at der nu er økonomisk sikkerhed for etableringen af en Genforeningspark foran Folkehjem i Aabenraa.

Dermed foreligger der en ny situation for fortællingen om Genforeningens historie i Aabenraa.

Tidspunktet er således kommet, hvor monumentet for H.P. Hanssen bør flyttes fra sin nuværende placering og op til den nye park. H.P. Hanssen var Genforeningens arkitekt, og det er derfor oplagt, at monumentet for ham bør stå her.

Historisk Samfund finder, at det vil give anledning til forvirring i fortællingen, såfremt der fremover både er en Genforeningspark og en Genforeningshave i Aabenraa. Vi foreslår derfor, at der i forbindelse med monumentets flytning findes et andet navn til den hidtidige Genforeningshave.

Monumentet for H.P. Hanssen blev i sin tid rejst for at mindes en af de store skikkelser i den sønderjyske historie, som med sin moderate grænse-politik skabte grundlaget for nutidens fredelige dansk-tyske forhold i grænselandet. Derfor bør hensynet til historiefortælling og identitet veje tungere end hensynet til æstetik og harmoni i anlægget ved skøjtebanen".    

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk