Nyheds arkiv

08-07-2019

“Alle kunne jo bunde!” – Katastrofen på Haderslev Dam for 60 år siden

Det nye nummer af Sønderjysk Månedsskrift har tre historier fra Haderslev-området. Først og fremmest om katestrofen på Haderslev Dam, men også om familiesammenhold i Bevtoft under 1. verdenskrig og om en Haderslev-borger fra det tyske mindretal, som gjorde sig fortjent til en æresplads i Jerusalem.

 

Den 8. juli 2019 er det 60 år siden, at 57 døde, da turbåden Turisten brød i brand på lavt vand i Haderslev Dam. Hvad der skulle have været en hyggelig sommerdag for mange familier, blev på kort tid forvandlet til en frygtelig aften med forbrændte og druknede i vandet. Og meget er skrevet om denne tragiske ulykke. Om ansvaret, om redningsaktionen, om de tilskadekomnes tilstand. Men militærets indsat blev glemt. Katastrofen blev tabuiseret.  Det blev en begivenhed, man ikke talte om, og derfor kom militærpersonellets historie heller ikke frem. I en artikel idet nye nummer af Månedsskriftet fra Historisk Samfund fra Sønderjylland råder cand.mag. Nicolai Durafour bod det forhold gennem interviews bl.a. med soldat Tage Henning Sørensen og officer Helge Moosmann. “Alle kunne jo bunde!”, lød én af påstandene. Og enhedsleder Lennart S. Madsen følger op med en baggrundshistorie om, hvordan sandbanken i dag adskiller i dag Haderslev Fjord fra Haderslev Dam. Sådan har forholdene nemlig ikke altid været.

Mogens Ladegaard, Grejs, skriver om bageren og købmanden fra Bevtoft - en historie om sammenhold mellem de to familier under 1. Verdenskrig, hvor bagerkonen klarede skæren, indtil hun i slutningen af krigen blev stukket af en bi og døde af blodforgiftning. Det må have været et meget bevæget øjeblik, da Peter Marius Petersen - efter fire lange krigsår på hesteryg red fra Sortehavet gennem det krigshærgede Europa og igen ser sine tre børn. Men ikke sin elskede hustru, der passede så godt på bådebørnene og bageriet.

Siegfried Matlok fortæller om Kaptajn Gustav Schröders heltedåd - Fra Haderslev over Cuba til en æresplads på Yad Vashem, der er Israels mindesmærke for Holocaust. Gustav Schröder var født i Haderslev. Han var fra det tyske mindretal og gjorde sig fortjent til sin æresplads i Jerusalem. En grandnevø åbnede i 2015 sin onkels sømandskiste og fandt nye oplysninger omkring Gustav Schröders odyssé, og for nylig blev han omtalt i det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, der berettede om, hvordan han som kaptajn for skibet St. Louis reddede 900 jødiske flygtninge. I 1965, i 80-året for Gustav Schröders sejlads, blev der lavet en udstilling af Historisk Arkiv, Haderslev og opsat en mindeplade på ejendommen Storegade 9, Schröders fødehjem.

Dr.med. & cand.mag. Hans Wolf, bemærker, at mens der er offentliggjort breve mellem front og hjem fra dansksindede nordslesvigere i den tyske hær under 1. Verdenskrig, er det ikke tilfældet mellem sydslesvigske dansksindede mænd og deres pårørende. En sådan brevveksling foreligger imidlertid mellem den 22- årige dansksindede sydslesviger, Friedrich Büchert, og hans mor, Marie Büchert. Friedrich faldt i grænselandet mellem det daværende Østpreussen og russisk Polen under den tyske vinter-forårsoffensiv 1914-1915 efter kun en måneds krigsdeltagelse. Forfatteren beretter om hans indkaldelse, hans genoptræning, hans rejse til Østfronten, hans deltagelse i kampene i Østprøjsen og moderens omsorg og bekymring for sin søn.

Museumsinspektør Mariann Kristensen giver Månedsskriftets læsere et indblik i, hvordan publikum i dagene18.-21. juli kan opleve et levende teglværk på Cathrinesminde Teglværk på Broagerland. Aktører i historiske dragter og bemander café, håndværks- og husflidsstande, boliger og teglstrygebord. Teglværkshistorien formidles, der hvor den blev skabt, igennem autentiske oplevelser for museets gæster. Så grib muligheden for at blive klogere på teglproduktion, livet omkring teglværket og mærk historiens vingesus!

Sønderjysk Månedsskrift udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland og Sønderjysk Kulturfællesskab, og selvfølgelig byder Månedsskriftet også på programmet i Museum Sønderjyllands afdelinger og på anmeldelser af bøger om Sønderjylland.

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk