Nyheds arkiv

01-10-2019

Straks rift om ny bog ved præsentationen

Der var mange tilhørere og straks stor købelyst, da Historisk Samfund for Sønderjylland 1. oktober på Rigsarkivet i Aabenraa præsenterede seneste bogudgivelse - Kampen om de faldnes minde.

Bogen er skrevet af historikeren Lars N. Henningsen, der holdt et interessant foredrag om bogens emne, nemlig 100 års strid om mindesmærker og mindekultur i Sønderjylland efter Første Verdenskrig.

Formanden for Historisk Samfund for Sønderjylland, Hans Schultz Hansen, fremhævede i præsentationen, at det er lykkedes Lars Henningsen at tegne et langt mere nuanceret billede af historien om mindestenene end hidtil kendt.

- Tak for indsatsen og det fine resultat, sagde Hans Schultz Hansen til forfatteren.

Ligeledes takkede han fondene, der har støttet udgivelsen: Alving Fonden, Dansk Kultursamfund af 1910, P.J. Schmidt-Fonden og Vicepolitimester Per Thaulows og hustru Eva Agnete Thaulow’s, født Kihlstrøm, fond.

Medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland kan købe bogen for 128 kr. For ikke-medlemmer og hos boghandlerne er prisen 188 kr. Bogen kan købes i hjemmesidens Butik.

Læs mere om bogen ved at klikke på Butik og den uddybende præsentation her.

 

Foto: Forfatteren historiker Lars N. Henningsen med den nye bog

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk