Nyheds arkiv

03-09-2020

Den store historie fortalt gennem den lille

God anmeldelse af Festskriftet ”Over grænser” til formanden for Historisk Samfund

 

Lars Hovbakke Sørensen, boganmelder hos Kristelig Dagland, ph.d. i internationale studier fra Aalborg Universitet og cand. phil. i historie, giver i sin anmeldelse af festskriftet Over grænser til formanden for Historisk Samfund, forskningsleder ved Rigsarkivet Hans Schultz Hansen bogen 4 af 6 mulige stjerner i Kristelig Dagblad den 2. september 2020.

 

Anmelderen fremhæver især:

  • De fleste af artiklerne er interessante, fordi de gennem ”den lille historie” om et relativt afgrænset emne fortæller noget om ”den store historie”.

 

Anmelderen nævner nogle konkrete artikler om den lille historie i den store – bl.a. to eksempler som to medlemmer af styrelsen for Historisk Samfund har skrevet:

  • Klaus Tolstrup Petersens artikel om Hans A. Krüger, som fra 1867 til 1881 var de dansksindede sønderjyders leder og det eneste danske medlem af den tyske rigsdag. Hans kamp for folkenes selvbestemmelsesret sættes ind i et større europæisk perspektiv gennem inddragelse af blandt andet diskussionerne og forholdene i Frankrig, Belgien og Østrig. Samtidig kobles Krügers nationale kamp også sammen med blandt andet de indenrigspolitiske magtkampe mellem Højre og Venstre i Danmark i perioden.

 

  • I artiklen ”Nationalt land- og skovbrug? Forholdet mellem landbrug, skovrejsning og det nationale i Sønderjylland 1870-1920” analyserer Carsten Porskrog Rasmussen, hvordan kampen om landbrugets og skovbrugets udvikling kan ses som led i den nationale kamp mellem dansk og tysk. På den måde bliver artiklen interessant for mange andre læsere end dem, der primært måtte have en landbrugs- og/eller skovbrugsfaglig synsvinkel på emnet.

 

Anmelderen påpeger også, at:

 

  • Bogens karakter af et festskrift gør, at den kan blive ret tung at læse for den alment historieinteresserede læser. Stilen er ligesom i artikler i et videnskabeligt tidsskrift.

 

Og fortsætter:

 

  • Hvis blot man læser bogen på dens egne præmisser, er det imidlertid en rigtig spændende samling af artikler. Og nogle af dem har også et videre perspektiv, end man umiddelbart kan aflæse af titlen.

 

Bogen Over grænser - Festskrift til Hans Schultz Hansen af Peter Fransen, Jørgen Mikkelsen, Leif Hansen Nielsen (red.), udgivet af Rigsarkivet og Historisk Samfund for Sønderjylland, er på 420 sider. Bogen kan købes i hjemmesidens Butik. Pris for medlemmer: 148 kr. Pris for ikke-medlemmer: 248 kr. Læs mere her.

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk