Nyheds arkiv

12-01-2021

Fornem pris til Henrik Skov Kristensen

Museumschef ved Frøslevlejrens Museum, dr. phil. Henrik Skov Kristensen, har modtaget Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholt-prisen. Han får prisen for sit videnskabelige arbejde om det tyske mindretal i Sønderjylland.

 

Han får prisen for sit videnskabelige arbejde om det tyske mindretal i Sønderjylland.

– Henrik Skov Kristensen fortjener stor hæder for sin enestående forskning i de vanskelige sider af det tyske mindretals historie i Sønderjylland efter 1920, siger kulturminister Joy Mogensen og fortsætter: - Med sine mangeårige erfaringer med dybtgående undersøgelser af mindretallet formår han at sætte fokus på emner som erindring, skyld og følelse af uretfærdighed. Henrik Skov Kristensen fortjener stor anerkendelse for at give os en ny og unik indsigt i grænselandets historie. Det er derfor, han får denne hæder.

Henrik Skov Kristensen modtager prisen for bogen Gerningsmænd eller ofre?, der i 2019 blev udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. Værket blev sammen med et tidligere værk fra 2011, Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret, antaget som disputats og forsvaret på Syddansk Universitet.

Julius Bomholt-prisen gives for nyskabende forskning af højeste kvalitet og som anerkendelse af en fremragende forskningsindsats. Det er Kulturministeriets Forskningsudvalg, der havde indstillet Henrik Skov Kristensen til den fornemme pris.

Udvalgets formand, professor Johs. Nørregaard Frandsen, siger: - Henrik Skov Kristensen har gennem sine modige, dybtgående og originale studier i det tyske mindretals erindringshistorie skabt enestående forskningsresultater, som kaster nyt lys over den såkaldte genforening og dens særlige historie.

Første oplag af Gerningsmænd eller ofre? blev hurtigt solgt og et nyt oplag trykt. Også dette oplag er netop meldt udsolgt.

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk