Nyheder

03-09-2019

Vellykket tur til Hansestæder

De gamle hansestæder Wismar og Rostock var hovedmålet for Historisk Samfunds vellykkede tredages ekskursion fredag den 30. august – søndag den 1. september 2019. Historikerne Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen var kyndige guider og fortællere. 40 medlemmer af Historisk Samfund for Sønderjylland deltog i turen.

 

De nordtyske hansestæder var økonomisk og politisk dominerende i Østersøen i middelalderen, og skønt betydningen aftog noget derefter, forblev de efter danske forhold store byer. Wismar og Rostock byder på en historie fuld af forbindelser til Danmark og Sønderjylland og en rig skat af gamle huse og stolte kirker, skønt begge blev ramt af 2.Verdenskrig.

På turens førstedag var hovedmålet Wismar, som kom under svensk styre efter Trediveårskrigen. Byens rige arv af borgerhuse fra middelalderen og op til 1800-tallet blev oplevet. Tre mægtige kirker knejser over byen. Der var besøg i en af disse, som stadig har et rigt inventar.

Fra Wismar gik turen videre til Rostock. Den byder som Wismar på kirker og borgerhuse, men også en række imponerende byporte. Der var besøg på det kulturhistoriske museum, der har til huse i et af byens gamle klostre, som blev oprettet af Christoffer 1’s dronning Margrete Sprænghest. Rundturen i Rostock havde også fokus på Rostock i nazi- og DDR-årene.

Anden dagen sluttede af med et besøg på jagtslottet Gelbensande bygget af den mecklenburgske storhertugfamilie sidst i 1800-tallet. Slottet tilhørte familien indtil Anden Verdenskrig. Her holdt Dronning Alexandrine ferie som barn, og her gik Christian 10. og Frederik 9. ofte på jagt.

Søndagen indledtes med besøg i bade- og færgebyen Warnemünde, der oprindelig var en gammel fisker- og havneby, hvor der endnu er et hyggeligt havnekvarter. Heiligendamm blev i 1800-tallet til Tysklands første mondæne badeby ved havet, hvor de rige og fornemme mødtes, og hvor der endnu er en række elegante hvide palæer.

På hjemturen var der besøg i Doberan, som er en af de fornemste nordtyske klosterkirker overhovedet. Her er dronning Margrete Sprænghest begravet.

Turen forventes gentaget i 2020. 

 

Se flere billeder på Historisk Samfund for Sønderjyllands facebook-gruppe:

https://www.facebook.com/pg/hssdj/photos/?tab=album&album_id=2727269937283885&ref=page_internal

 

 

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk