Nyheder

29-06-2021

Frembragte et øredøvende spektakel ”højere end nogen tærskemaskine” - og det siger ikke så lidt!

Og hvad var det for en øredøvende larm, som morgenduelige folk i Sønderborg oplevede? Såmænd larmen fra en flymaskine. Men ikke en hvilket som helst flyvemaskine, men den tyske marines første fly, som fløj sin første prøveflyvning den 13. juni 1911 kl. 6.30.

 

Flyvningen havde taget både byen og dens sædvanligvis årvågne presse så at sige på sengen. Og midt på dagen blev der i flyvningens barndom ikke fløjet pga. risikoen for turbulens, når solens stråler opvarmede luften.

Men allerede samme aften gik det løs igen. Og denne gang var pressen vågen. Altså greb reporteren hat, blok og blyant og hastede ud til begivenhedernes centrum.

Reporteren beretter intens:

Men der er ganske stille. Da skralder motoren langt borte, stærkere og stærkere, og pludselig, inden nogen ved et ord af det, ser man med skoven som baggrund en stor grågul fugl hæve sig langsomt fra jorden, stige op over trætoppene og glide ud efter Kathrinelund til. Han flyver!

Den nervepirrende beretning fortsætter:

Maskinen beskriver en flot kurve og går tilbage hen over eksercerpladsen, ind over Ladegårdsjorderne og gasværket. Her vender den og sejler nu ud over Nystaden og videre hen over Augustenborg Chaussé. Det er et pragtfuldt syn. Maskinen er fuglekroppen så nær som muligt. De store brede vinger tegner sig skarpt mod aftenhimlen, og dens flugt er stolt og majestætisk”.

I udkanten af byen stimler der folk sammen, og de fleste vinduer er optaget af beundrende tilskuere. Men nu går flyveren ind over byen. Han er vel 100-150 meter oppe, og i denne højde flyver han ind mod marinestationen, lukt ind i aftenrøden, belyst af den nedgående sol. I flere minutter er han forsvunden bag hustagene, så hører man……..

Læs mere om, hvad der var man kunne læse om i reportagen og historien om den tyske marines første flyvemaskine i Rene Rasmussens artikel Første fly fra Sønderborg – i 1911 i Sønderjysk Månedsskrift nr. 4 i 2021.

-----------------------------
 

Fototekst: Marineingeniør Carl Loew i Sønderborg sidder klar til start i sin Fritzsche-Etrich-Taube, et meget smukt fly, hvis konstruktion forsøgte at efterligne fuglenes anatomi.

Foto: Museum Sønderjylland.


 


 

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk