Nyheder

11-11-2022

Sans for sønderjysk historie

Er ikke kun det nye slogan for Historisk Samfund for Sønderjylland, men også titlen på en ny bog om Historisk Samfund gennem 100 år. Favørpris indtil 31. december 2022.

 

Overskriften er ikke kun det nye slogan for Historisk Samfund for Sønderjylland, som blev lanceret ved foreningens 100 års jubilæum den 12. november på Folkehjem i Aabenraa. Det er også titlen på en ny bog Sans for sønderjysk historie - Historisk Samfund for Sønderjylland gennem 100 år, skrevet af Lars N. Henningsen og Hans Schultz Hansen.

Gennem alle årene har foreningen været en fremtrædende aktør på den danske historiescene. I tidsskrifterne Sønderjyske Årbøger og Sønderjysk Månedsskrift og i over 180 bøger er udgivet næsten 120.000 tryksider. Tusindvis af medlemmer har deltaget i foredrag, udflugter og rejser. Foreningen har samarbejdet med lokalhistoriske foreninger, og den har markeret den sønderjyske histories jubilæer og taget stilling i historiepolitiske debatter. Kritisk konkurrence til tysk historieforskning i de første år er i dag afløst af frugtbart samarbejde.

Jubilæumsbogen afspejler et århundredes kulturarbejde i Sønderjylland. Den fortæller om faghistorikere og amatører, om skiftende arbejdsmåder og fremvæksten af vore dages lokalhistoriske foreninger.

Med person- og boglister er den tilmed et nyttigt opslagsværk - krydret med figurer om foreningens udvikling og 100 illustrationer med oplysende billedtekster. 190 sider.

Resten af året sælges bogen for en introduktionspris på kun 100 kr. Fra nytår stiger prisen til 138 kr. For ikke-medlemmer koster bogen 198 kr. Se mere i hjemmesidens Butik.

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk