”Hans navn vil leve, også når denne kiste går til grunde”
Hvis man er i tvivl om eget eftermæle, kan det jo være nyttigt selv at fortælle eftertiden om sit værd. Få har gjort det så stærkt, som Aabenraa-drengen Caspar von Saldern, søn af amtsforvalter Saldern og Anna Maria Kamphøvener i Aabenraa.
Andre har skrevet om han, at han var en stor egoist, både herskesyg og pengekær, foruden at han var hidsig og brutal i sin optræden. Men det er en ganske anden historie, han selvbevidst gør gældende på låget af sin marmorkiste.
Det fik 52 medlemmer en ganske god indføring i den 2. september under besøget i og ved den fornemme klosterkirke i Bordesholm i Slesvig. Kirken rager op i Danmarkshistorien, ja, i en langt større historie. For i kirken står et pragtfuldt gravmonument for den senere kong Frederik 1. og hans første gemalinde Anna. Hun blev mor til kong Christian 3. og dermed stammoder til vort nuværende kongehus.
Her er også en fornem sarkofag for den sidste af de gottorpske hertuger. Allermest udtryksfuld er måske en sarkofag i et kapel for sig, hvor én af marmorkisterne, von Salderns, skiller sig ud.
Øverst på sarkofagens låg pranger Elefantordenens kæde. Nedenunder har den afdøde sat en tekst, som fortæller, at han var af særklasse: ”Hans navn vil leve, også når denne kiste går til grunde. Han handlede altid stort, velgerning var hans lyst. Rastløs virksomhed gav ham fyrstegunst.” Til sidst står, oversat til nutidsdansk, de afgørende ord: ”Gennem ham gav Rusland Holsten tilbage til Danmark – det blev Nordens lykke.”
Det forsikrer Caspar von Saldern. Han var født i Aabenraa i 1711, døde i 1786. Han var arkitekt for en aftale i 1773, som endeligt gjorde ende på århundreders kontroverser ved Danmarks sydgrænse. Aftalen gav Danmark sikkerhed mod overmægtige fjender, skabte fundamentet for den danske helstat frem til 1864, sikrede fred i Norden.
Baggrunden var kompliceret. I 1721 havde den danske konge inddraget den gottorpske hertugs del af Slesvig. Derefter var det kongernes mål også at blive herre over hertugernes del af Holsten. Men hertugerne fik en mægtig allieret i Rusland. En hertugsøn blev udpeget til tronfølger i Rusland og kom på zartronen i 1762. Han så det som sit mål at genvinde familiens gamle del af Slesvig og bevare magten i Holsten. Straks gav han signal til krig mod det lille Danmark.
I det afgørende øjeblik blev den gottorpske zar imidlertid sat fra magten, hans hustru Katharina den Store overtog magten, og krigen blev afblæst. I den situation trådte Saldern til som problemløser. Han indtog en fremtrædende stilling ved zarhoffet og gjorde sig nu til talsmand for en fredelig løsning.
Rusland, som var arvtager til de gottorpske krav på dele af Slesvig og Holsten, skulle opgive disse lande mod til gengæld at få overdraget en modydelse af den danske konge, nemlig dennes arvelande Oldenburg og Delmenhorst.
Det lykkedes Saldern at få etableret en dialog mellem Rusland og Danmark. En foreløbig aftale blev indgået i 1767, og i 1773 blev den endelig konfirmeret. Rusland-Gottorp gav afkald på alle positioner i hertugdømmerne, fik til gengæld Oldenburg og Delmenhorst. Det afgørende var, at Rusland valgte at give de nye lande videre til en yngre sidegren af det gottorpske hus, fyrstebiskopperne i Lübeck-Eutin. På den måde blev der ro. Den gottorpske trussel blev fjernet, Rusland bevarede ikke en magtposition mod vest, og Danmark fik sikkerhed og blev herre i hele Holsten. Det skabte så til gengæld et afhængighedsforhold til Rusland, som kom til at vare næsten i 100 år.
Alligevel var det en skelsættende og særdeles god aftale for Danmark. Caspar von Saldern var en af arkitekterne. Med god ret satte han en så selvbevidst indskrift på sin sarkofag i Bordesholm.
Læs mere om den usædvanlige sønderjyde på:
https://da.wikipedia.org/wiki/Caspar_von_Saldern