Historien om sønderjyske markveje, der forsvinder
Vi bringer her et uddrag af Elsemarie Dam-Jensens historie ”Markvejenes kulturhistorie i Sønderjylland”, som du kan læse mere om i Sønderjysk Månedsskrift nr. 3, 2018.
"Det særlige ved en stor del af de sønderjyske markveje er deres ejendomsretlige forhold. De betegnes som private fællesveje, men ejendomsretten er kommunal.
Dette forhold stammer fra den tyske tid i Sønderjylland, hvor det preussiske matrikelvæsen var etableret for at kunne indkræve skat fra jordejerne. De arealer, der var “til overs”, Wasser, Wege und Gelände, vådområder, veje og overdrev, blev registreret på en matrikel for sig, og de blev sognenes ejendom.
Ved genforeningen i 1920 overtog Danmark det preussiske matrikelvæsen i Sønderjylland. Det var meget anderledes end det system, man brugte nord for Kongeåen. Af samme grund vedtog man loven om Midlertidig Ordning af det sønderjyske Matrikelvæsen,
Var nærmest passive i 63 år
Men det var først i 1983, at man for alvor tog fat på at harmonisere de to matrikelvæsner. De næste ca. 20 år gennemførte man en fordanskning og modernisering af det sønderjyske matrikelsystem, men de ejendomsretslige forhold blev der ikke ændret på.
Det er disse arealer, som i dag i princippet stadig er ejet af de fire sønderjyske kommuner. Når man søger på digitale matrikelkort, fremgår det tydeligt, hvor disse kommunalt ejede markveje har ligget.
Men ude i landskabet ser virkeligheden ofte noget anderledes ud. Mange steder er der ingen synlige spor af de oprindelige markveje, i mange tilfælde er de i årenes løb blevet pløjet op og indgår nu i de almindelige markarealer. Kun der, hvor der fx er hegn på begge sider, kan vejene være velbevarede.
Hvis et markvejsareal har været i drift som landbrugsareal i mere end 20 år, er der vundet hævd på det, og det er derefter tabt som markvej, medmindre den pågældende landmand vil være med til at genetablere vejen."