Tidspunkt:
22-02-2023 kl. 19:00 - 21:30
Sted:
Bredebro Forsamlingshus, Jepsensvej 1 i Bredebro
Arrangør:
Historisk Samfund

Jubilæumsforedrag - Carsten Porskrog Rasmussen: Sønderjyllands forandring

Grænseland – industricentrum – udkant. Det sønderjyske samfund siden 1920

Ved Genforeningen i 1920 var Sønderjylland landbrugsland og udkantregion i det store tyske kejserrige. I mellemkrigstiden kæmpede man hårdt for at omstille regionen og særligt dens landbrug til dansk standard, og der blev investeret kraftigt i at modernisere. Alligevel blev Sønderjylland ved med at være et problemområde, ikke bare nationalpolitisk, men også økonomisk.

Til gengæld blev Sønderjylland ét af de områder, hvor industrialiseringen efter Anden Verdenskrig blev allermest succesrig. Ved genforeningsjubilæet i 1970 kunne man trøstigt notere, at de forgangne halvtreds år ikke bare havde bragt ro om det nationale, men også var endt i økonomisk fremgang og velstand.

Siden da, og især i de sidste 25 år, er der kommet nye udfordringer. Sønderjylland er ikke kommet lige så godt ind i globaliseringen og videnssamfundet som i industrisamfundet. Men det har ikke længere ret meget at gøre med, at landsdelen er grænseland

Foredraget holdes her:

Bredebro Forsamlingshus, Jepsensvej 1 i Bredebro, onsdag den 22. februar 2023 kl. 19. Sammen med Slesvigsk Parti Tønder.