Nyheds arkiv

27-03-2019

Sangen om "Den røvede datter" var nær blevet os berøvet

Henrik Pontoppidans digt "Sønderjylland" ER genforeningssangen! Men den var nær ikke blevet til noget.

 

Vi kender alle stroferne:

 

Det lyder som et eventyr
et sagn fra gamle dage:
en røvet datter, dybt begrædt,
er kommen frelst tilbage

Henrik Pontoppidans (1857-1943) digt "Sønderjylland" blev oprindelig trykt i Berlingske Tidendes søndagstillæg "Ude og Hjemme" juledag 1918. Bladet havde indbudt en række folk, bl.a. Pontoppidan, til at skrive et digt om Sønderjylland. Pontoppidan havde egentlig sagt nej til at være med, men blev inspireret til digtet på en spadseretur en morgen i flot solskin. Pontoppidan var heller ikke normalt en national digter og lyriker, men derimod samfundsrevser.

"Den røvede datter" bydes "Velkommen hjem til moders hus". Hun er blevet bleg, men "du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine bøddelhænder". Men i morgenrøden kommer hun "klædt i hvidt og rødt og smiler os i møde".

Dette eventyrmotiv - Den røvede datter, der kommer tilbage efter at have betalt blodige løsepenge – "seks tusinde unge sønners liv" -  var så enkelt og et fint billede på Sønderjyllands genforening med Danmark efter 56 års prøjsisk styre, at digtet blev genforeningsSANGEN.

Da sangen første blev trykt i en bog, var verset "Hvad knap vi turde hviske om i krogen mellem venner / forkyndes nu på dansk og tysk som løfteord af frænder" strøget efter Pontoppidans anmodning – givet fordi han ikke ville anses for at være tyskvenlig. Senere er det heldigvis kommet med igen i sangbøgerne, da det giver en større forståelse for tankegangen omkring genforeningen.

Maleren Joachim Skovgaard anvendte også motivet og det første vers af sangen i sin berømte og smukke genforeningsplakat op til afstemningen i 1920 (se billede).

Historien om genforeningssangen er en af de rigtig mange, spændende og oplysende historier, man kan læse om i bogen Alle de skjalde - Litteraturen i Sønderjylland og Sønderjylland i litteraturen, som H.E. Sørensen har skrevet. Bogen er udgivet i 2015 af Historisk Samfund fra Sønderjylland.

Bogen spænder over guldhornene til Erling Jepsen og andre af nutidens forfattere. Bogen behandler ikke kun berømte forfattere som H.A. Brorson, Edvard Lembcke, Marcus Lauesen, Willy-August Linnemann og Peter Seeberg, hvis værker er blevet stående, men også mange mindre kendte og for størstedelen nu glemte ophavsmænd til digte, noveller, romaner og skuespil til brug i grænsekampen. Bogen dækker forfatterskaber på dansk og tysk fra Nordslesvig og forfatterskaber på dansk fra Sydslesvig.

Bogen kan købes her på hjemmesiden og koster 60 kr. for medlemmer og 128 kr. for ikke-medlemmer.

Billedtekst: Illustration: Joakim Skovgaard, Museum Sønderjylland

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk