Nyheds arkiv

03-09-2019

Nyt nummer af Sønderjysk Månedsskrift

Det nye september-nummer af Sønderjysk Månedsskrift har to historier om togdrift og jernbaner, et indblik i prøjsisk skolebyggeri og i en ung dansk soldats holdninger og liv under 1. Verdenskrig - og ny grænselandskronikør.

 

Det nye nummer af månedsskriftet byder tillige på den første kronik, som er skrevet af bladets nye grænselandskronikør, redaktør Poul-Erik Thomsen, som med bopæl i Tinglev i mere end et halvt århundrede har fulgt det sønderjyske og slesvigske grænseland på nærmeste hold. Og det både på arbejde og i fritid. Kronikken bygger hovedsageligt på historier fra landsdelens dagblade, men også på hans egne iagttagelser og personlige kommentarer – levende og velskrevet og et bidrag til billedet af og debatten i grænselandet.

Jernbaneforfatter og fhv. trafikregionschef Ole Edvard Mogensen fortæller om, hvordan dagligdagen var på landstationen Over-Jerstal for omkring 60 år siden. Ved skiftet til sommerkøreplanen i 1974 var det slut med standsende tog i Over-Jerstal. DSB indførte dengang et nyt koncept med såkaldte intercitytog, der kun skulle standse på de store stationer, og 30-40 rejsende fra Over-Jerstal hver dag var ikke nok til at opretholde stationen!

Museumsdirektør Henrik Harnow følger op med en indsigtsfuld artikel om anlæggelsen af jernbaner i Sønderjylland - hovedbanerne i 1860’erne. Det gør han med denne bemærkning: De sønderjyske og slesvigske jernbaner kan godt give grå hår i hovedet, når man forsøger at danne sig et overblik. Bygningen af længdebanen Fredericia-Kolding-Flensborg med sidebaner til den nyanlagte Esbjerg og Haderslev (1866), Aabenraa (1868) og Tønder (1867) skabte et transportlandskab, der har præget byernes udvikling helt frem til i dag.

Forfatter & fhv. skolepsykolog Helge C. Jacobsen skriver om de slesvigske skoler i perioden 1866 til 1895, Han givet et indblik i, hvor omfattende detaljerede krav til nyt skolebyggeri blev udpenslet i de prøjsiske krav af 1895 til skolebyggeri på landet, og hvordan disse nybyggerier efter 1903 var en faktor i fortyskningsprocessen.

Dr.med. & cand.mag. Hans Wolf skriver i anden del af historien om Friedrich Büchert - En ung dansksindet sydslesviger på Østfronten i 1. Verdenskrig – om hans dansksindede familiære baggrund, hans nationale sindelag, hans relation til sin forlovede, Anna Margrethe Poulsen, og hans forhold til den kristne tro. Og troende eller ej måtte flere tusinde unge dansksindede mænd fra det slesvigske område ofre livet for en sag, der ikke var deres.

 

Sønderjysk Månedsskrift udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland i samarbejde med Museum Sønderjylland og Sønderjysk Kulturfællesskab.

Historisk Samfund for Sønderjylland . Haderslevvej 45 . 6200 Aabenraa . +45 74 62 46 83 . hssdj@hssdj.dk